Mangler du motivation til vægttab og sunde vaner? Måske er problemet et helt andet

Om sundhedsstress, kontrol og balancen mellem omsorg og pres

Hvis du virkelig gerne vil ændre dine vaner – hvorfor gør du det så ikke bare? Det spørgsmål stiller mange mennesker sig selv. Og svaret bliver ofte noget i retning af:

Jeg må jo ikke ville det nok.

Jeg mangler motivation.

Jeg skal bare tage mig sammen.

Men efter 10 år som klinisk diætist er jeg blevet mindre og mindre overbevist om, at manglende motivation er den bedste forklaring. For jeg møder hver uge mennesker, der virkelig gerne vil noget andet.

  • De vil gerne spise på en måde, der giver dem mere energi.
  • De vil gerne tabe sig.
  • De vil gerne passe bedre på deres helbred.
  • De vil gerne have mindre kaos omkring mad.
  • De vil gerne kunne holde fast i nogle sunde vaner uden konstant at skulle starte forfra.

 

Problemet er ofte ikke, at det ikke føles vigtigt nok. Problemet kan være, at de efter mange års forsøg ikke længere tror særlig meget på, at de kan lykkes.

Og det er en vigtig forskel.

Motivation er ikke bare et spørgsmål om, hvor meget du vil det

Når vi arbejder med motivation, kan det være hjælpsomt at skelne mellem to ting:

Vigtighed og tiltro

Forestil dig for eksempel, at du gerne vil begynde at spise mere regelmæssigt.

Hvis jeg spørger: “Hvor vigtigt er det for dig på en skala fra 0 til 10?” så svarer du måske: 9.

Du kan sagtens se fordelene.

Du ved, at du fungerer bedre, når du får spist.

Du bliver mindre sulten om aftenen.

Du har mere energi.

Du får lettere ved at træffe de valg, du egentlig gerne vil.

Men hvis jeg bagefter spørger: Hvor stor tiltro har du til, at du faktisk kan få det til at fungere i din hverdag? er svaret måske: 3.

Det fortæller os noget helt andet.

Du mangler ikke nødvendigvis motivation.

Du mangler måske erfaringer med, at du faktisk kan få det til at fungere.

Mange har rigeligt med grunde til at ændre deres vaner

Når mennesker ønsker et vægttab eller en sundere livsstil, bliver de ofte opfordret til at finde deres “hvorfor”.

  • Hvorfor vil du gerne tabe dig?
  • Hvorfor er det vigtigt at spise sundere?
  • Hvad vil det give dig?

 

Og de spørgsmål kan bestemt være relevante.

Men nogle mennesker har brugt årevis på at tænke over deres hvorfor.

De ved godt, hvorfor deres helbred er vigtigt. De ved godt, at deres blodtryk, blodsukker eller kolesterol kunne have gavn af nogle ændringer. De ved godt, at de gerne vil have mere energi. De ved godt, at de ikke trives i den situation, de står i.

De behøver ikke nødvendigvis endnu et argument.

Nogle gange kan det faktisk være ret belastende konstant at blive mindet om, hvor vigtigt det er.

For hvis noget føles meget vigtigt, men du samtidig har meget lidt tro på, at du kan lykkes, bliver afstanden mellem det, du gerne vil, og det, du oplever dig i stand til, bare endnu tydeligere.

Hvorfor falder tiltroen til egne evner?

Der kan være mange grunde til at du ender lige der.

Måske har du allerede prøvet at ændre dine vaner 20 gange. Du har startet på mandage. Efter ferier. Efter jul. Når du havde fået “styr på arbejdet”. Når børnene lige var kommet ind i en bedre rytme. Når du havde fundet den helt rigtige kostplan.

Og måske gik det faktisk også godt i en periode. Indtil livet skete.

Du fik travlt. Du sov dårligt. Et barn blev sygt. Du havde en dårlig uge. Du spiste noget, du ikke havde planlagt.

Og pludselig føltes det, som om hele projektet var ødelagt.

Hvis det sker mange gange, kan man begynde at drage en ret hård konklusion:

Jeg kan åbenbart ikke finde ud af det.

Men måske fortæller de tidligere forsøg ikke, at du er ude af stand til at ændre dine vaner. Måske fortæller de, at de planer, du har forsøgt at følge, ikke var bygget til det liv, de skulle fungere i.

En perfekt plan giver ikke nødvendigvis større tro på dig selv

Når noget er vigtigt for os, er det nærliggende at skrue op.

Nu skal der ske noget.

Problemet er bare, at en ambitiøs plan ikke automatisk giver en god oplevelse.

Hvis planen igen og igen er svær at gennemføre, kan den i stedet blive endnu et bevis på fortællingen:

Jeg holder aldrig fast.

Derfor gør jeg som diætist nogle gange noget, der kan virke mærkeligt:

Tiltro til egne evner bygges gennem erfaring

Måske handler sundhed i virkeligheden mindre om disciplin og mere om relation.

Relationen til sig selv. Til sin krop. Til sine behov.

Om at kunne spørge sig selv: Giver det her mig mere liv – eller mere pres?

For svaret på det spørgsmål fortæller ofte mere, end nogen kostplan nogensinde kan.

Du kan godt fortælle dig selv 100 gange: Jeg kan godt.

Men hvis alle dine seneste erfaringer siger noget andet, kan det være svært at tro på. Derfor er noget af det vigtigste arbejde i vaneændring at skabe nye erfaringer.

Erfaringer med:

  • at få spist frokost på en travl arbejdsdag
  • at vælge en nem løsning uden at føle, at du har “snydt”
  • at have en plan B, når madplanen ryger
  • at spise kage og fortsætte din dag normalt bagefter
  • at komme tilbage til dine vaner uden at vente til mandag
  • at gøre noget halvt i stedet for slet ikke
  • at holde fast på en dårlig uge uden at kræve det samme af dig selv som på en god uge

 

Det er ikke nødvendigvis de mest imponerende ændringer udefra. Men de kan være enormt vigtige. For hver gang du får erfaringen:

“Nå. Det kunne jeg faktisk godt.”

har du noget nyt at bygge videre på.

Hvis du vil ændre dine vaner, så stil dig selv to spørgsmål

Hvis der er noget, du længe har ønsket at ændre, kan du prøve denne lille øvelse.

1. Hvor vigtigt er det for mig?

Giv det et tal fra 0 til 10.

0 betyder, at det slet ikke er vigtigt.

10 betyder, at det er ekstremt vigtigt.

2. Hvor stor tiltro har jeg til, at jeg kan lykkes?

Igen fra 0 til 10.

Prøv at svare ud fra den konkrete plan, du har lige nu. Ikke ud fra hvor meget du burde kunne. Men ud fra hvor realistisk det faktisk føles.

Hvis du for eksempel lander her:

Vigtighed: 9/10
Til tro på egne evner: 3/10

så er løsningen sandsynligvis ikke at overbevise dig selv om, at det skal være endnu vigtigere. Det er mere interessant at undersøge:

Hvad ville få min tiltro fra 3 til 4?

Ikke fra 3 til 10.

Bare fra 3 til 4.

Måske skal målet være mindre. Måske skal du have færre regler. Måske skal du planlægge efter dine travle dage i stedet for dine gode dage. Måske skal din frokost nogle dage være rugbrød og færdigskåret grønt i stedet for den salat, du har gemt på Pinterest. Måske skal du have en strategi for, hvad du gør, når planen ikke holder. Og måske skal niveauet være så realistisk, at din indre perfektionist bliver en lille smule fornærmet. Det kan være et godt tegn.

 

 

Har du brug for hjælp til vægttab eller vaneændring?

I mine individuelle forløb som klinisk diætist arbejder vi ikke kun med, hvad du skal spise.

Vi arbejder også med de mønstre, tanker og praktiske udfordringer, der afgør, om dine nye vaner faktisk kan fungere i din hverdag.

Målet er ikke perfektion.

Det er at finde en måde at passe på dit helbred på, som du kan blive ved med at vende tilbage til – også når livet ikke følger planen.

Du kan læse mere om mine individuelle forløb og mulighederne for konsultation i Esbjerg eller online her på hjemmesiden.

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få en gratis E-bog om 8 tips til at lette forandringen